Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen til Solbakken Gårdbørnehave

Solbakken Gårdbørnehave bliver en kommende gårdbørnehave, hvor naturen og årstidernes rytme vil danne rammen om børnenes hverdag. Her er målet at skabe et trygt og inkluderende fællesskab, hvor leg, omsorg og nysgerrighed bliver drivkraften for børns trivsel, læring og dannelse.

Gården vil ikke være et produktionssted, men et levende pædagogisk univers – et sted, hvor børn får mulighed for at vokse, fordybe sig og finde deres plads både i fællesskabet og i verden.

Naturen vil være en integreret del af hverdagen. Børnene vil få konkrete erfaringer med livet på gården gennem mindre dyrehold, dyrkning af grøntsager og ved at følge årstidernes skiften.

I udeværkstedet vil børnene kunne arbejde med naturmaterialer, bygge, skabe og eksperimentere med hænderne.

En central del af pædagogikken vil være arbejdet med fra jord til bord. Her vil børnene opleve sammenhængen mellem det, der spirer i jorden, og den mad, vi spiser. Gennem dyrkning, høst og tilberedning – også over bål – vil de få en begyndende forståelse for naturens kredsløb, bæredygtighed og værdien af mad.

Leg, værkstedsaktiviteter og science vil indgå som en naturlig del af hverdagen – både ude og inde. Mindre dyrehold som høns og kælegrise vil give børnene mulighed for at udvikle omsorg, ansvar og nære relationer til dyr i trygge rammer.

Selvom hverdagen primært vil foregå udendørs, vil det indendørs læringsmiljø spille en vigtig rolle som supplement og fordybelsesrum. 

Indenfor vil Solbakken blive organiseret i funktionsopdelte grupperum, indrettet som forskellige værksteder. 
Hvert værkstedsrum vil have en tydelig funktion og et særligt pædagogisk fokus, som vil understøtte børns læring, nysgerrighed og deltagelsesmuligheder. Værkstederne vil invitere til fordybelse, fællesskab og eksperimenterende leg, hvor læring vil blive integreret naturligt i både planlagte aktiviteter og i børnenes egne initiativer. 

Den funktionsopdelte indretning vil skabe overskuelige rammer og give mulighed for at arbejde i mindre fællesskaber med forskellige udtryks- og deltagelsesformer – og vil bygge bro mellem oplevelserne ude på gården og refleksionen inde.

I hovedmenuen kan du også læse mere om tankerne bag de udendørs og indendørs læringsmiljøer.

Målet er, at børnene i Solbakken vil få rødder i naturen og fællesskabet – og vinger til at møde verden med nysgerrighed og forståelse.